Mit Canada

.. så kom dagen. 4,5 måned er gået og sæson er slut. Alle mine tasker står nu klar og det er idag jeg rejser fra Panorama. Jeg rejser herfra med utrolig blandede følelser. Jeg glæder mig utrolig meget til min tur gennem USA, det bliver en oplevelse. Samtidig vil jeg ikke afsted. Panorama er sgu blevet et hjem for mig og har været en stor del af min tilværelse. Det gør ondt at tage afsted, at sige farvel. Det gør ondt at skulle sige farvel til så mange søde mennesker og vide at jeg aldrig skal være i det samme rum med dem alle igen. Mennesker som betyder meget mere end jeg troede de ville komme til. Det er utroligt hvor meget der kan ske på så kort tid. Men når man lever et så lille sted sammen over en sæson .. hvem kan det komme bag på? Mine roommates, venner og kollegaer er alle blevet til min familie. Min Panorama familie. De vil blive savnet meget mere end de aner.

Jeg tager også fra Panorama som et andet og stærkere menneske. Jeg er vokset meget og det har været udfordrende på mange punkter. Jeg ved nu at jeg kan stå på egne ben. Jeg kan klarer mig selv, uden nogen mor eller far. Jeg nyder endda friheden. Jeg nyder at kunne komme og gå som det passer mig, uden at være forpligtiget til at fortælle dem hvor jeg skal hen eller hvornår jeg kommer hjem.
Udover det, så har jeg udviklet mig til en noget af en naturelsker. Derhjemme kunne ikke engang 10 heste få mig til at gå en tur i skoven. Nu nyder jeg min gåtur fra arbejde og hjem .. eller hvor end jeg nu begiver mig hen. Bjergene giver mig en ny følelse af velvære og tryghed. For mig symboliserer Rocky Mountains og Panoramas omgivende bjerge hjem. De giver mig en ro jeg aldrig har haft før. De afstresser. Det må lyde forfærdeligt i andres øre og helt vildt sentimentalt. Jeg tror bare ikke man kan sætte sig ind i hvor smukt og fantastisk det er her over. Så gør det altså ikke noget at der ikke er en gågade og McDonalds og anden civilisation i nærheden. Her har vi hinanden og bjerget!

Mod nye eventyr!