Så har jeg været hjemme i et par dage. Det er sgu lidt underligt. Jeg kan ikke helt finde ud af det hele endnu. Jeg er rigtig glad for at se alle herhjemme igen, det er rigtig dejligt, men samtidig er jeg ked af det. Det er nu det går op for mig at jeg aldrig skal tilbage til Panorama .. eller det vil i det mindste aldrig blive på samme måde med de samme mennesker igen. Og det er svært at vide at der er mange jeg nok aldrig skal se igen. Det har været specielt hårdt at sige farvel til Julia og James, som jeg delte værelse med og så selvfølgelig Tom. Alt var jo så fandens godt. Men sådan er det. Det har virkelig været en oplevelse for livet og jeg vil huske det som en god tid.
Ovenpå alle følelserne kommer der at jeg er fandens træt hele tiden. Hold op hvor jeg hader jetlag. Jeg giver det hele en uge og så skal det her følelseshelvede stoppe (:
Don't cry because it's over; smile because it happened!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar